Skip to main content

Om Jeannette

Jeg hedder Jeannette Thougaard, er født i 1963 og bor sammen med min kæreste. Jeg er mor til tre voksne børn og har to børnebørn. Jeg bor i Rebæk ved Kolding omkranset af den skønneste natur med fri adgang til skov, ådal, strand og vand.

I mit lange arbejds- og uddannelsesliv har jeg oplevet glæde ved at arbejde med mennesker. Det har beriget mig med megen ydmyghed og taknemmelighed og givet mig en dyb indsigt i det at-være-menneske og i mellemmenneskelige forhold.

Jeg har en stærk drivkraft for at udvikle mig fagligt og personligt, og dette beriger mig. Gennem min nysgerrighed og undren betræder jeg hele tiden nye landskaber, der inspirerer mig i min fortsatte rejse efter at møde det ukendte og erkende det endnu ikke erkendte.

Jeg værdsætter at bidrage med indsigt og nærvær til gavn for mine medmennesker. I mit arbejde som psykoterapeut kan jeg give dette videre og støtte mine klienter i deres udvikling- og tilblivelsesproces.   

Jeg er 4. års psykoterapeutstuderende – jeg søger klienter til samtaler                                  

Jeg er 4. års psykoterapeutstuderende på EDP Instituttet i Kolding, og jeg tilbyder samtaleterapi til en reduceret pris til brug i mit uddannelsesforløb. Se mine priser her.

Jeg ønsker med denne hjemmeside at finde klienter, som vil deltage i et samtaleforløb inden for eksistentiel psykoterapi.

Jeg modtager professionel supervision på min faglige udvikling som psykoterapeut; derfor optages samtalerne på video. Videooptagelserne slettes efter endt supervision.

Jeg er som studerende medlem af Psykoterapeutforeningen og følger de etiske retningslinjer herunder tavshedspligt og supervision.

Læs mere om etik her

Læs mere om EDP-Instituttets etik – herunder menneskesyn her

Jeg er uddannet psykoterapeut ultimo 2024 og tilbyder da også samtaleterapi online via Teams eller Zoom og ”Walk and talk” i naturen.

Uddannelser

2020 – 2024: Psykoterapeutstuderende på EDP Instituttet i Kolding.

2013 – 2015: Master i positiv psykologi. Aarhus Universitet.

2005 – 2008: Cand. Pæd. I pædagogisk psykologi. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

1998 – 2000: Pædagogisk Diplom i psykologi. Danmarks Lærerhøjskole.

1982 – 1986: Lærer. Kolding Seminarium.

Arbejdsliv

Hvert øjeblik er et nyt ”nu”. Jeg er et dybt taknemmeligt menneske, der påskønner livet hver dag, og jeg finder megen glæde i livet. I mit arbejdsliv udlever jeg mine potentialer, og jeg bidrager med disse i mødet med mine medmennesker; derfor kan jeg, som psykoterapeut, gøre en forskel for dig, der ønsker at leve det gode liv.

1986-2008: Som lærer arbejdede jeg med børn og unge, og nogle havde en følelse af forladthed, ensomhed, opgivenhed og utilstrækkelighed. Gennem deres børne- og ungdomsliv udviklede de en højere self-efficacy og en større tro-på-egen-handleformåen. Et befordrende udgangspunkt i forhold til deres livslange dannelsesrejse.

2008-2023/24: Som lektor arbejder jeg med unge og voksne, og nogle har udfordringer i deres personlige udvikling, uddannelses- og arbejdsliv, familie- og fritidsliv. Gennem deres uddannelsesforløb oplever jeg, at de gennemgår en fantastisk udvikling, der giver dem mulighed for at bidrage og understøtte et sundt samfundsliv.

2000-2023/24: Som psykoterapeut arbejder jeg med personlig, faglig, teoretisk og praktisk udvikling. Med afsæt i den eksistentielle fænomenologiske tilgang, udlever jeg et tydeligt værdigrundlag, og jeg har en etisk bevidsthed som grundlag for min faglighed; herunder metateori, psykologisk teori, terapeutisk metode, terapeutiske teknikker, grundprincipper, og grundindstillinger, som er i overensstemmelse med EDP-metodologien.

Mit arbejdsliv er et kald og en lang træningsbane.

Mit levede liv

Jeg har gennemlevet eksistentielle livskriser – herunder sorg og tab. Jeg har været ude af mig selv, og jeg er kommet hjem til mig selv. Jeg har erkendt, at jeg ér alene om at være mig. Jeg har taget nogle svære valg, og jeg har haft oplevelsen af meningsløshed. Gennem accept, erkendelse og selvindsigt har jeg genfundet meningen med livet, og jeg oplever, at livet er meningsfuldt.  

Kriserne har givet mig læring. Jeg er vidende om hvilke værdier, der er værdifulde for mig at udleve, ligesom mine etiske leveregler er mit kompas, som jeg navigerer efter, når jeg udfordres på min eksistens.

At træde i eksistens. Jeg er vidende om, hvor vigtigt det er at være ved sig selv. Gennem selvindsigt og selvomsorg er jeg vidende om betydningen af at træde frem og tage sin plads og tage ansvar for sig selv og sit liv.

At være ved sig selv. Jeg er nærværende, og jeg er kærlig opmærksom på mig selv, min krop og mit sind. Sandsynligheden for komme ud af sig selv, og dermed fare vild og miste fodfæste, er nærliggende i en dagligdag, hvor omgivelserne stiller mange krav.

Balance – ubalance. Livet er ofte i ubalance, og jeg må vedholdende tilstræbe at skabe en balance i livet. Der ér noget, som jeg har kontrol over, og der er noget, jeg har indflydelse på; der er også noget, jeg ikke har indflydelse på, – og det er et vilkår.

Mine ressourcer. Jeg er opmærksom på mine indre ressourcer, og jeg bruger dem som mine styrker. Jeg er også opmærksom på mine ydre ressourcer, som jeg positivt og proaktivt trækker på. Herved bliver mine udfordringer håndterbare, og det fremmer trivslen og er befordrende for det gode liv. Det giver mig glæde, beriger mig og opleves livsbekræftende.

Min erkendelsesrejse. Jeg griber livet. Jeg tager livet på mig; både når livet er glædeligt, og når livet er smertefuldt. Det er et vilkår, og jeg må leve dermed. Jeg har en frihed til at vælge livet, og jeg har forpligtigelsen til at tage ansvaret på mig.